Links

Galleriet

Kommende rubriker:
-Delfinstrandninger
-Delfinsikred tun
-Delfinen,et kæledyr?
-Delfin-healing

Projekt i Danmark?:
-Domeprojekt
-Strandoprydning
-Børn & ungdom
-Delfinfestival
-mv..., ...
________
.

            
           Denne artikel er først og fremmest skrevet fordi, vi i
           Danmark ikke er opmærksomme påhvorledes selve
           fangsten af tunfisk kan skade og slå delfiner ihjel.
           Det er mit mål først og fremmest at gøre andre mennesker
           bevidste om problemerne.
           Jo mere man ved, jo nemmere er det at gøre noget.

           Hvordan fanges tunfisk og delfiner ? 

                        I det havområde som hedder EPO (Estern Pasific Ocean), og ligger mellem Japan og Amerika, lever der en tunfisk, der hedder den gulfinnet tunfisk. Denne tunfisk har for vane at leve/svømme direkte neden under de flokke af delfiner, der også lever i samme område. Når fiskerne skal fange tunfiskene, som er stærkt eftertragtet og derfor giver mange penge, er det naturlig at lede efter delfinerne, som befinder sig i havoverfladen. Når man først har fundet en flok delfiner bliver der sat små hurtige både ud fra moderskibet. Disse både skal drive delfinerne sammen i en flok. På den måde kan man holde fast på delfinflokken og dermed bliver det nemt at kaste et net omkring flokken og dermed fange tunfisken der følger med under delfinerne. Moderskibet sejler så rundt om delfinerne, mens en net bliver sat ud. Når nettet er sat ud står det rundt om delfinerne som et gardin fra bund til overflade. En lang wire i bunden af nettet strammes, som en pose der hele tiden bliver mindre. Således bliver delfinerne og tunfiskene fanget i nettet. Der er ingen mulighed for delfinerne at undslippe. Dette er den nemmeste metode til at fange tunfiskene og derfor også meget udbredt. Fiskerne skal ikke bruge delfinerne til noget og de smides ud igen i vandet. Men før det sker er mange delfiner døde eller så hårdt sårede at de ikke overlever.

           Hvad gør man for at ændre omstændighederne ?  

            

           Da disse fiskemetoder bliv kendt, kom der store protester fra det amerikanske folk og fiskeindustrien forsøgte at søge efter andre fiskemetoder der kunne begrænse delfindødeligheden. Pga. de nye metoder faldt dødeligheden i 1977 til 25450 døde delfiner. Da man nåede til 1980’erne havde den amerikanske flåde kun få både i EPO. Men der kom derimod flere og flere udenlandske både til området og derfor begyndte delfindødeligheden igen at stige. Således nåede delfindødeligheden i 1986 at stige til 120.000. I slutningen af 80’erne begyndte flere miljøorganisationer bl.a. WDCS at presse fiskeindustrien til ikke at købe fisk fra både der satte net omkring delfinerne. Med fare for boykot af industriens varer annoncerede de 3 største konservesgiganter i USA (Startkist, Bumblebee og Chicken of the Sea) at de ikke længere ville købe tunfisk, der på ingen måde havde været i nærheden af delfiner. Fra 1950 til 1990’erne døde ca. 6 millioner delfiner ved fangsten af tunfisk (gulfinnede) i ”purse seine nets” i området EPO (Estern Pacific Ocean). Dødeligheden var så stor at 2 arter: North Estern offshore Spotted dolphin og Estern spinder dolphin var opført som arter der var ved at være udtømt (eller: formindsket/reduceret).

           La Jolla agreement.
           I 1992 skrev de nationer der fiskede i EPO under på ”La jolla agreement”. Denne ”agreement ” var en frivillig aftale (og derfor ikke gjort til lov) som skulle søge at få delfindødeligheden ned på nul. Man skulle også søge efter alternative metoder til at fange store gulfinned tunfisk med, som ikke ville involvere at omringe delfinerne som et mål til at eliminere delfindødeligheden i fiskeriet. Man fastsatte nogle kvoter for antal døde delfiner. I tillæg blev der også placeret obervatørere på store både med ”purseseine net” og man trænede folk ombord til at få delfinerne fri fra nettene. WDCS (fra 1996-98) var med i et ”international review panel” nedsat af La jolla aftalen. Et panel der skulle se på om de gældende regler blev overholdt og derefter rapportere til de forskellige lande. Der blev uddelt bestemte kvoter til bestemte skibe for at kontrollere dødeligheden. La jolla agreement fungerede bedre end forventet og i 1998 var dødeligheden faldet fra 4000 (1995) til 2000. Langt bedre end de tal man havde forsøgt at nå fra starten. Uheldigvis var La jolla aftalen ikke en bindende aftale, og man havde derfor ingen autoritet under internationale love. En nation kunne bare stoppe med at være med, hvis de havde lyst.

           Panama deklarationen.
 

           Især fordi aftalen ikke var bindende og fordi mange ønskede at løfte de økonomiske sanktioner den amerikanske stat havde pålagt tunfiskeprodukterne (p.g.a for høj delfin dødelighed) underskrev de nationer med purseseiners net i EPO en ny aftale også kendt som ”Panama deklarationen” . I forhold til den gamle aftale, betød den nye at tunfisken kun kunne kaldes delfinsikker så længe at det træk (af nettet) hvorfra tunen blev trukket op ikke havde givet grund til at der var delfiner der døde. Det betød ikke, at selve skibet ikke kunne ha’ slået delfiner ihjel i et andet træk. Man ville vurdere hvert træk for sig, og derved inddele tunfiskene i delfinsikre og ikke delfinsikre. Delfinsikker betød altså fravær af døde delfiner i et set, og ikke fravær af potentielle delfinskadelige teknikker eller fravær af døde delfiner på en hel fisketur, hvilket ellers havde været standart efter den gamle aftale. Alle dåser tun skulle kunne spores tilbage til den båd den oprindeligt var fanget fra og ikke en eneste delfin skulle været slået ihjel for den tun(delfinsikret) fisk efter den nye ”lov”.

           Dette blev forløberen til en helt ny lov i USA. Og den nye lov blev vedtaget i 1997 i USA. Derefter mødtes fiskenationerne fra EPO for at gøre det til en international lov. I feb. 1998 nedsatte IDCPA (International dolphin conservation programme Agreement) bindende krav for mange af La Jolla’s bestemmelser (som var deres udgangspunkt). Der var dog nogle mærkbare ændringer. Staten havde bestemt et fast antal døde delfiner på 5000 pr. år, mens La Jolla havde ønsket at antallet af døde delfiner over en årrække skulle fald til nul. Derved var der i IDCPA ingen videre reduktions i dødeligheden, således at man kunne nå målet, nemlig at eliminere dødeligheden. Bortset fra dette bliver der i IDCPA givet meget større mulighed for at udføre sanktioner mod både der ikke overholder reglerne for delfinbevarelse. Med den nye lov er det sådan, at hvis en stat ikke reagere inden 6 måneder på en eventuel anklage, så er kaptajnen automatisk skyldig i overtrædelsen/ anklagen.

Dette nye program/lov IDCPA trådte i kraft i feb. 1999 med stadfæstelse af 4 lande: USA, Ecuador, Mexico og Panama. Nye medlemmer, som er kommet til senere er Costa Rica, El Salvador, Honduras, Nicaragua og Venezuela. I efteråret 2000 var dødeligheden I EPO kommet ned på 1500 delfiner dræbt ved fiskning af gulfinnede tunfisk. 1500 dræbte delfiner er stadig for mange og disse nye tal reflektere ikke hvad der foregår i andre verdenshave såsom i det atlantiske ocean, det indiske ocean og det vestlige tropiske ocean. De fleste europæiske både operere faktisk i andre verdensdele end EPO. Så den tunfisk, der komme fra Europa har vi ingen garanti for, at der ikke har været delfiner eller hvaler fanget i nettet ved fangst af tunfisk. EPO er det eneste område i verden, hvor tunfiskere med purseseine net er 100 % observatør-dækket, som et krav fra IDCPA. Dvs. at der ingen kontrol eller lov er nogen som helst andre steder i verden. Problemer er nok størst i EPO, men der er også problemer i de andre verdenshave. Og det er vigtigt at være opmærksom på. Selvom IDCPA fungere godt, er det ikke en aftale der går ud på at stoppe (altså nulstille) delfindrabene i EPO. Derudover er der også andre lande, inklusiv Europa som fisker i området. Disse lande er ikke underlagt bestemmelserne og kan således gøre hvad de vil. Dog er de europæiske lande blevet ”enige” om at følge reglerne fra IDCPA, men det er stadig frivilligt idet ingen lande endnu har meldt sig ind i IDCPA.

Så kan man sige hvad har alt dette her med lille Danmark at gøre. Jamen alle dansker spiser da tunfisk på dåse uden at vide hvor fisken kommer fra, hvad skade der er gjort på miljø og delfiner og hvem der har fanget tunen før den landede i de danske butikker.

I mange andre lande, har man det der hedder delfinsikker tunfisk på dåse. D.v.s. at forbrugeren sikres at der ikke er slået nogen delfiner ihjel ved fangst af den tun der ligger i dåsen. Der har været stor diskussion omkring oprigtigheden af disse mærker (der er mange forskellige) og om hvorledes man kunne stole på dette. I USA har der været problemer med definitionen af delfinsikker tunfisk, og der kører i øjeblikket en retssag imod den amerikanske stat for at ændre på disse forhold. Derudover er det importøren der selv skal sikre sig at det påførte delfinmærke overholder de krav der er sat til dette og det er et problem i sig selv. Det er amerikanerne der fra starten har sat al det her i gang. Man har lavet en international ”lov”, men hver land skal selv vælge at følge denne ”lov”. Nu er det sådan at behovet for tunfisk i USA er faldet med 4 % i forhold til en stigning i Europa. Det europæiske fællesskab som konsumere 55.3 millioner dåser pr år. (1999) har potientalet til at være en besluttende kraft m.h.t. delfin/tun politikken. WDCS er især interesseret i at se England, som konsumere 10,5 millioner dåser om året skal have en større indflydelse (og tage et standpunkt) i delfin/tun spørgsmålet.

           Hvad kan du gøre for at hjælpe delfinerne :  

            
           - Lad være med at købe tun på dåse.


- Gå til din forhandler og bed om tundåser, der har påført et delfinsikkert mærke.


- Se efter fangststed og tun art. For delfinerne lever kun på den måde sammen med den gulfinned tunfisk som lever i EPO. (hvordan sker det med andre tunfiskearter ?)


- Spørg i butikken hvilket ocean tunen er fanget i og hvilke fisketeknikker der var brugt.


- Køb delfinsikre tundåser i Sverige. (men her gælder det også at importøren selv skal sikre sig at mærket er OK)


           Bemærkning:
           Organisationen WDCS, som man kan blive medlem af igennem ”De vilde delfiner” har gjort meget og gør stadig meget omkring problemerne med fangst af tunfisk. Hvis man vil vide mere, har spørgsmål eller gode råd kan man rette henvendelse til De vilde delfiner eller direkte til WDCS. Link til WDCS her hos De vilde delfiner.

 

          Mange delfinhilsner fra 

           Annette Hansen